Som jeg husker det, kom jeg i kontakt med Ung Revers gennem Novavi, hvor min far gik i antabusbehandling. Novavi foreslog, at hvis jeg havde lyst, kunne jeg komme til noget ”mine forældre er alkoholikere ”terapi for folk under 25 år. Først tænkte jeg, at det havde jeg da ikke brug for, min fars drikkeri har jo ikke påvirket mig, han drak jo ikke hele tiden.

Da min far så tog sig endnu en tur i december 2017, hvor han kiggede dybt i flasken, ramte det mig hårdt og min verden væltede sammen. Ikke fordi denne her gang skilte sig ud fra de andre, min psyke havde vist bare fået nok. Jeg ringede til Ung Revers og fik fat i Viv, der er behandler. Hun ville gerne hjælpe og vi fik aftalt en tid. Jeg havde prøvet at gå til psykolog før, da jeg gik i 9. klasse, efter at jeg, ved et uheld, havde fundet min far døddrukken på sin sofa og dermed opdaget min fars misbrug. Min mor, som jeg har boet hos hele mit liv, havde aldrig fortalt mig noget om min fars misbrug, så dengang kom det selvfølgelig som et chok.

”Jeg var nødt til at indse, hvor meget min fars drikkeri havde påvirket mig, og til dels stadig gør, før jeg kunne acceptere at få hjælp og dermed også hjælpe mig selv.”
Helene, 22 år

Da jeg startede til samtaler i Ung Revers gik det op for mig, hvor ked af det, jeg egentlig var. Det lyder måske mærkeligt at sige, at Ung Revers har hjulpet mig med at indse, hvor ked af det jeg i virkeligheden var over min far, men det var det, de gjorde. For jeg var nødt til at indse, hvor meget min fars drikkeri havde påvirket mig, og til dels stadig gør, før jeg kunne acceptere at få hjælp og dermed også hjælpe mig selv.

Mange har været til psykolog før

Mange har været ved psykolog før, hvor de er blevet spurgt: Hvordan har du det med det? Hvad tænker du, hvad mærker du, hvad føler du? Og det ved de ikke, for de kan ikke mærke sig selv. Når vi fortæller om "flasken i midten" og om, hvilke konsekvenser det har at vokse op i en familie med rus, tager vi styringen. Det letter dem, at de ikke selv skal opfinde den dybe tallerken. Og de bliver berørt af at se, at vi har ord for, hvordan de har det.

Kim, behandler i Ung Revers.

Ved at gå i Ung Revers har jeg lært meget om min far og alkoholmisbrug, men også om mig selv. Jeg ved nu, hvorfor jeg fik de vredesudbrud, jeg gjorde, at jeg ubevidst havde et anstrengt og på sin vis usundt forhold til mænd og hvorfor jeg på en helt almindelig dag kunne bryde grædende sammen i min seng. Ung Revers hjalp mig med at sætte ord på mit tankemylder og forstå hvordan min fars handlinger har påvirket min væremåde, mine handlinger og hvorfor.

”Jeg er gladere, har færre vredesudbrud og jeg ved hvordan, jeg skal takle mit tankemylder.”
Helene, 22 år

Jeg kan klart mærke en forskel på, hvordan mit humør var før i forhold til, hvordan det er nu. Jeg er gladere, har færre vredesudbrud og jeg ved hvordan, jeg skal takle mit tankemylder. Der er selvfølgelig stadig ting, som er svære at håndtere. Ting som at jeg ikke kan knipse med fingrene og redde min far eller styre hans misbrug, men det har fået mig til at tænke over hans og mit forhold, som faktisk er blevet stærkere end før. Vi snakker om vores følelser og bekymringer nu, en ting jeg aldrig havde troet, jeg ville kunne med min far, i hvert fald ikke på det her niveau.

Så selvom jeg var lidt skeptisk i starten, har det vist sig at være godt at få snakket med en voksen, som ved, hvordan det er at være barn af en alkoholiker.

Skrevet af Helene, 22 år.

Tags
Ungefortælinger