Jeg er vokset op i en familie med massivt alkoholmisbrug. Begge mine forældre er alkoholikere, det har de været det meste af mit liv. Jeg forbinder det meget med smerte, mistillid og en følelse af skam. Jeg har det meste af mit liv klaret mig selv. Det har jeg, fordi det var vigtigere for mine forældre, at der var alkohol på bordet og i blodet, end det var at holde sammen på familien. Jeg har utrolig ofte været vidne til, at mine brødre blev slået eller sparket, eller at mine forældre var “gået i kiosken”, men i stedet var ude at drikke, mens jeg sad og ventede i flere timer.

”Men selvom de påførte mig så meget smerte, så var jeg altid loyal over for mine forældre, så jeg holdt det hemmeligt længe.”
Laura, 20 år

Jeg kan huske at, jeg havde en kæmpe følelse af ensomhed, en ensomhed som gjorde ondt helt ned i maven. Men selvom de påførte mig så meget smerte, så var jeg altid loyal over for mine forældre, så jeg holdt det hemmeligt længe. Både for at beskytte dem, men også for at beskytte mig selv for ikke at blive flov eller være ”hende med de fulde forældre”. Jeg holdt en facade for at vise min omgangskreds, at jeg var okay og intet havde at bekymre sig om, for hvad ville der ske med mig, hvis jeg sagde noget?

Mine forældres alkoholmisbrug har været så voldsomt, at hele vores familie gik i opløsning. Ingen var i stand til at snakke sammen, specielt ikke mine forældre. Dem der skulle være mine forbilleder, synes det var mere underholdende at drikke så meget, at de mentalt på ingen måde var til stede. Det var mere vigtig end at kunne hjælpe mig med skolen, eller tage ud og spise. Da jeg var 15 år, blev kommunen opmærksom på mig og fjernede mig hjemmefra.

”Jeg var ikke vant til at få hjælp eller til at nogen spurgte ind til, hvordan det gik derhjemme, så jeg regnede ikke med, at svarene ville falde ud til min fordel.”
Laura, 20 år

Men hvorfor bad jeg ikke om hjælp? Hvorfor tog jeg ikke fat i en voksen og tvang nogen til at se mig? Det var slet ikke en mulighed, for hvad ville konsekvensen blive for mine forældre og for mig, hvis jeg sladrede? Ville jeg komme til at se dem igen? Jeg var ikke vant til at få hjælp eller til at nogen spurgte ind til, hvordan det gik derhjemme, så jeg regnede ikke med, at svarene ville falde ud til min fordel. På den anden side, så havde jeg også en forestilling om, at det jeg levede i, var helt normalt. Jeg havde jo aldrig oplevet andet.

I mange år har jeg brugt ufattelig meget energi, tårer og vrede osv. på at forstå, hvorfor mine forældre valgte at leve det liv, de nu gør. Det har bestemt ikke været nemt. Det har kostet kræfter, jeg var helt nede på bunden og skrabe bagefter. Der var et ansvar og en angst overfor mine forældre og brødre, jeg skulle slippe.

”Det var første gang, at nogen fortalte mig, at det jeg var vokset op i, ikke var noget, som jeg kunne takle selv, eller et vilkår, som jeg var nødt til leve med.”
Laura, 20 år

Det krævede mange samtaler med en terapeut og i en gruppe, som jeg var nødt til at lukke ind i det dybeste af mig selv, for at jeg sammen med min terapeut kunne hjælpe mig selv. Jeg var hunderæd. Jeg var i en følelse af angst over, at hvis jeg nu åbnede op, og fortalte hende, at jeg i virkeligheden ikke var okay, kunne hun så klare det? Ville hun smutte som mine forældre gjorde? Men det endte med at blive vendepunktet i mit liv. Det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. For jeg lukkede terapeuten ind i de dybeste lag af mig selv, og jeg tillod mig selv at være ked af det, for det er helt okay. Det var første gang, at nogen fortalte mig, at det jeg var vokset op i, ikke var noget, som jeg kunne takle selv, og at det ikke var et vilkår, som jeg var nødt til leve med.

Det var faktisk rart, det var en lettelse og en byrde jeg fik taget af mine skuldre endelig at snakke om det, jeg havde oplevet. Men samtidig var det også forfærdeligt. Jeg skulle jo igennem hele følelsesregisteret og alle mine oplevelser, som jeg ikke var vant til at fortælle om. Alt indeni mig havde været undertrykt i så mange år, og jeg vidste hverken hvor jeg skulle starte eller slutte. Men jeg har kæmpet for mig selv og den dag i dag, er jeg snart student, og arbejder som foredragsholder, hvor jeg fortæller andre om min barndom.

Jeg er en mønsterbryder.

Skrevet af Laura, 20 år.

Tags
Ungefortælinger
Gruppeforløb