Når far eller mor drikker for meget, er det ikke kun et problem for mor eller far. For uanset om dine forældre drikker ude eller hjemme, er det nemlig som om flasken flytter ind i din familie. Det betyder, at jeres måde at være familie på bliver anderledes. Det kan være svært at forstå, hvor meget kaos sådan en flaske kan skabe. Men måske kan du genkende nogle af de her eksempler:

Flasken sluger al opmærksomhed

Flasken har en vild evne til at sige ”hokus pokus mig i fokus”. Det betyder, at både den der drikker og dig der er tæt på hele tiden holder øje med flasken… ”Er der blevet drukket nu? ”… ”Skal der drikkes om lidt? ”…. Det er hårdt arbejde hele tiden at være opmærksom på noget du ikke kan styre. Og det er virkelig belastende, at selv den af dine forældre der ikke drikker hele tiden har fokus på flasken. For så er der faktisk mindre fokus og energi tilbage til dig. Du vil kunne læse mere om Flaskens opmærksomhedstrang her.

Sammen med flasken kommer løgn og hemmeligheder

Når flasken flytter ind i en familie sker der også noget andet. Den der har inviteret flasken ind i din familie har ikke meget lyst til at indrømme, at det var en dum beslutning. Og det er der mange grunde til, som du kan læse om her. Tit vil den der drikker for meget forsøge at skjule det. Eller i hvert fald gøre flasken mindre end den egentlig er – ”der er mange der drikker mere end mig”, ”nej, jeg har ikke drukket, jeg er bare ved at få influenza” osv. Du vil derfor opleve, at der er ting I ikke længere kan tale frit om i din familie. Der begynder at komme hemmeligheder og løgne rundt om flasken. Og når det er er sådan, så kan du faktisk blive helt i tvivl om, om det du oplever og føler nu også er rigtigt.  

Citat:

”Jeg har så mange gange fået at vide, at far ikke er fuld, selvom han både lugter af øl og taler snøvlet. ”Jeg er bare træt”, siger han altid. På et tidspunkt endte det med, at jeg begyndte at tro, at det var mig der var noget galt med.”

Flasken laver rod i familien

Hovedreglen i en familie er, at det er forældrene der får familien til at fungere. Det er far og mor, der har ansvar for, at tingene spiller. Både de praktiske ting – hvem henter børn, hvad skal vi have at spise, er der vigtige beskeder på forældreintra. Men også de mere usynlige ting – er der nogen der kede af det i familien, er der nogle konflikter vi skal have løst, er der nogen der er utrygge. Alle de her ting skal forældre have styr på i en familie. Men når flasken flytter ind, bliver dine forældre ofte helt opslugt af flasken – både den der drikker og den der ikke drikker.  Og så glemmer de at tage ansvar for, at tingene spiller i din familie. Problemet er, at når dine forældre ikke har styr på tingene, så bliver det tit dig, der prøver at få det til at hænge sammen. Og det er altså helt skævt. Det er ikke din opgave at holde styr på de praktiske eller usynlige ting i din familie. Og det er heller ikke din opgave at være bekymret for dine forældre. Men det er sådan det tit bliver, når flasken er flyttet ind. 

Flasken bestemmer alt

I en familie er der rigtig mange ting der er ”som de plejer”… om tirsdagen går mor til kor, og så laver far lasagne… Du må ikke tage sodavand på hverdage… mor bliver glad, hvis far kommer hjem med blomster. Det kan virke dødssygt med alle de her forudsigelige ting. Men sagen er, at din hjerne er vild med at vide de her ting på forhånd, for så kan den bruge energi på andre – mere spændende – ting. Problemet med flasken er, at den går ind og fucker op med ”plejer”. For når flasken først er flyttet ind, så er det den der bestemmer. Mor tager kun til kor, hvis hun ikke har drukket… de dage hvor far har drukket kan du tage alle de sodavand du vil… Og mor bliver kun glad for fars blomster, hvis de ikke kommer lige efter en druktur. Når flasken er flyttet ind, kan du ikke længere regne med, at noget er ”som det plejer”. For alt afhænger af, om der er blevet drukket eller ej. Det er voldsomt belastende og tager en masse af din energi.

Citat:

”Jeg vidste aldrig hvad jeg kom hjem til… Nogle dage var der god stemning og der duftede af kaffe. Andre dage stod jeg foran døren og lyttede til stilheden gennem brevsprækken. Så vidste jeg den var gal. De dage lå mor nærmest bevidstløs på sofaen og jeg måtte liste rundt for ikke at vække hende.”

Flasken gør dig ensom

Selvom det ikke er dig, der hænger ud med flasken, så kan den gøre dig ensom. Og det er der flere grunde til. Flasken og alle dens hemmeligheder gør, at I ikke længere bare kan tale åbent sammen i din familie. På den måde kan du komme til at føle dig ensom i din egen familie. Og det at du aldrig ved, hvornår flasken laver ballade derhjemme gør, at du måske ikke rigtig magter at invitere dine venner med hjem. Så er det nemmere at gå hjem alene. Og det kan faktisk også være svært at tage hjem til vennerne – for dine tanker er fyldt af uvisheden om, hvordan det står til derhjemme.

Tags
Viden om